søndag den 26. juli 2015

Nyt fra hønsegården

Min datters tre små Maran kyllinger var efterhånden ved at blive for store til det lille kyllingeskur, så nu er de flyttet ud i den ene ende af den store hønsegård. Helt voksne er de ikke endnu, men man kan godt fornemme, at Hamlet her en dag blive en rigtig flot hane.

Ud over de to mørke Maran-piger, så har han også fået selskab af to nye piger en lysebrun og en grå. De er Grünlæggere - en blandingsrace, der lægger turkis/grønne æg. Maranerne lægger mørkebrune æg, og hvis man mikser de to, så skulle deres kyllinger komme til at lægger grønne/olivenfarvede æg - det bliver jo helt festligt, at skulle servere blødkogte æg til den tid :-)

Men der går nok et par måneder, før vi får de første æg at se, og Hamlet har ikke vist den fjerneste interesse for de to nye piger (tvært imod hakkede han efter dem de første par dage, hvis de kom for tæt på).

Til gengæld har Othello (vores store flotte galende og meget kønsmodne Sussex-hane) vist overordentlig stor interesse for alle de nye piger, der er flyttet ind i den anden ende af hønsegården, og han har utrætteligt spankuleret frem og tilbage, og frem og tilbage langs hønsenettet og charme-pludret til tøserne, mens han egne to høns nysgerrigt har fulgt lige i hælene på ham.

Stod det til de to nye Grünlægger-piger, så er jeg ikke i tvivl om, at de meget hellere ville være havnet på den anden side af hegnet, men det kommer der jo ikke nær så fine æg ud af. Og mon ikke at Hamlet også skruer charmen på, når hormonerne for alvor får fat? Jeg tror det - spørger man Othello, så er det i hvert fald nogle ret lækre unge damer :-)

Her kommer også lige et par aftenbilleder fra haven:

Den første purpursolhat er sprunget ud. 

Lavendelerne ser ud til at trives

Og så er en ny blomst sprunget ud på den lille nøkkerose i havebassinet.

Ha' en dejlig aften!

torsdag den 23. juli 2015

Lyserød Linaria

Denne lille lyserøde linaria fik jeg af Lisbeth, da jeg var på besøg i Høneballehaven.

Den blev plantet i bedet ved den lille dam, og selvom den strækker sig lidt i alle retninger efter flytningen, så er blomsterne stadig helt utrolig yndige - ikke mindst her i den sidste aftensol.

Jeg havde egentlig overvejet at klippe den ned, så den kunne genvokse en rankere holdning, men jeg nænnede det ikke - den må jeg vente med til næste år :-)

I går flyttede der i øvrigt endnu to høns ind, to Grünlæggere, der lægger turkis/grønne æg. De skal gå sammen med Maranerne, der lægger mørkebrune æg, og kommer der engang blandingshøner ud af den kombination, så vil deres æg blive olivengrønne. Det bliver da lidt festligt med kulørte æg :-)

tirsdag den 21. juli 2015

Her plukkes - og nydes :-)

De første ærter var klar for nogle dage siden, og i dag kunne jeg fylde en hel skål fra køkkenhaven. Mums :-)

Jeg er jo ikke vant til så stor en køkkenhave, så det er en helt ny (og skøn) fornemmelse, at kunne plukke og smovse i de mængder.

Det samme gør sig gældende for kirsebærene, der hænger tungt på det gamle træ i indkørslen. Og der skal nok komme mange skåle endnu. Festen er først lige begyndt :-)

mandag den 20. juli 2015

Ærenpris - Pink Damask

Det er de helt store linjer, der er i fokus i haven i øjeblikket, med bl.a. brændenælderydning og træfældning (og ikke mindst oprydningen efter det). Men man skal jo også huske detaljerne, som f.eks. de travle brumbasser, det der sværmer rundt mellem de smukke spir i den lyserøde ærenpris "Pink Damask".

Jeg har medbragt den fra min gamle have, og den har endnu ikke fundet sin blivende plads, men den ser ud til at trives med at være flyttet på landet :-)

I haven var der allerede et bed, som lige nu domineres af fredløs og skvalderkål, men kigger man godt efter kan man i vildnisset bl.a. se denne lille fine gule rose. Den har også fået besøg, Tror den lille snegl har søgt tilflugt her fra regnen i nat. Jeg skal nok have fundet en anden plads til den til efteråret, hvor den får lidt bedre mulighed for at udfolde sig i al sin yndighed (rosen altså - ikke sneglen ;-)).

 Ha' en rigtig dejlig uge!

torsdag den 16. juli 2015

Det store nåletræs endeligt

Som jeg fortalte i mit sidste indlæg, så var der også et stort nåletræ på den anden side af huset, som blev fældet, da jeg havde besøg af de professionelle træfældere for et par dage siden. Jeg tror det er en gammel forvokset tuja, men uanset hvad, så fyldte det alt, alt for meget, og med en placering tæt på både huset og drivhuset, og med hældning mod stalden, så var det ikke en fælde-opgave, jeg selv havde mod på at kaste mig ud i.


Først pakkede de drivhuset ind i beskyttende træplader, og så blev der klatret med motorsav og sikkerhedssele.

En efter en faldt grenene til jorden

Snart var der kun den nøgne stamme tilbage og til sidste måtte den også falde for motorsaven.

Træpladerne op af drivhuset tog de med igen, men resterne at træet ligger der endnu og venter på, at jeg får ryddet op. Det er ikke fordi jeg mangler opgaver at kaste mig over lige nu - men hvor er det SKØØØNT, at der er kommet så meget lys og luft i haven :-)

mandag den 13. juli 2015

Så faldt der træer

Så har jeg igen haft besøg i haven - denne gang af tre professionelt mortorsavssvingende mænd og deres maskiner. Og jeg skal da lige love for, at de var effektive.

Da de kom i morges, så lysningen i skoven nærmest huset således ud. 

Og her 10-12 væltede træer senere. (Nu venter der så en del arbejde med oprydning og brændekløvning, som jeg sikkert kan gå og "hygge" mig med resten af sommeren ;-))

Det store asketræ er jeg rigtig glad for, men det blev presset af de omgivende træer, og de tog noget af udsynet til den smukke trækrone.

Men nu er den blevet befriet, så man rigtig kan se den :-)


Jeg vil gætte på, at den er omkring 20 meter høj. Er den ikke smuk? 

Fra den modsatte vinkel (set fra akaciøen i baghaven), så det således ud i morges

Og her er udsigten her til eftermiddag. Ud over at få åbnet op mellem lysningen i skoven og baghaven, så er de to birketræer i rhododendronbedet også væk nu.


Så nu kommer det gamle æbletræ med klatrehortensiaen også mere til sin ret (billedet til venstre er fra forrige uge).

Det har bare givet så meget lys og luft, og betyder at der nu også kommer eftermiddags sol i baghaven - helt ned til akacieøen som man kan se yderst til højre. Før var der kun sol om formiddagen, så nu skal jeg nok til at vande alle de ny planter, jeg har sat her, endnu oftere.

 Der blev savet og væltet ...

... og transporteret grene og stammer rundt i haven. Der er tydelige spor efter dækkene i græsset, men jeg håber, det kommer sig igen uden for meget traktose.

Det store nåletræ på den anden side af huset blev også fældet, men det viser jeg en anden dag, for min harddisk er løbet tør for plads og nægter at hente de sidste billeder ind på computeren. Jeg må vist ud og anskaffe mig lidt ekstern lagerkapacitet hurtigst muligt.

søndag den 12. juli 2015

Besøg i haven

Jeg har haft en del besøg her i haven den sidste uges til. Først var Vivi (der har bloggen "Mit grønne univers") forbi til kaffe og haverundvisning sammen med H.J.


Det er så dejligt at få lov til at fortælle om alle de havedrømme, der tumler rundt i hovedet - og en endnu større fornøjelse, når den, man fortæller det til, forstår liiige præcis, hvad man har i tankerne og kan se det for sig. Hun har i øvrigt skrevet et indlæg om besøget på sin blog.1000 tak til Vivi og H.J. for en superhyggelig eftermiddag - håber jeg også snart får lejlighed til at komme forbi jeres lille paradis!


Min datters barndomsveninde har også været her nogle dage, og da jeg satte de unge på toget, samlede jeg mine to gode venner Claus og Andreas op og tog dem med tilbage. De kommer forbi ret ofte, og de er helt vildt søde til at hjælpe mig med at ordne huset og haven. Det var f.eks. Claus, der gravede mit havebasin fri da han var her sidst, og nu kan man så nyde den lille nøkkerose, der blomstrer så fint :-)

Denne gang fik de bl.a. fældet træer, brændenælder og brombær, repareret murværk mm. Ud over at være ualmindeligt godt selskab, så har de været en kæmpe hjælp - jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle klare mig uden!

Da jeg flyttede helt her ud på landet, var jeg en lille smule bekymret for, om det ville blive alt for ensomt, og om der overhovedet var nogen, der kunne lokkes helt her ud - men det ser heldigvis ikke ud til at være et problem :-)

søndag den 5. juli 2015

Brændenælde-pause

Jeg har taget en pause fra brændenælderne igen og fandt kameraet frem, for at tage et par billeder til af den orange rose, jeg viste i går.

Da den begyndte at springe ud var knopperne flammende orange, så jeg var lidt urolig for, hvor hidsigt, det ville blive - ikke mindst sammen med den røde (som nok bliver skiftet ud men noget andet, når terrassen engang skal graves ud).

Nå, men den orange viste sig ikke at være så hidsig alligevel, for hurtigt falmede farven på blomsterne og nu er de fleste nærmeste lyse abrikos-rosa-farvede (hvis der er noget, der hedder det) - og selvom det måske er en anelse ferskt, så synes jeg det passer ret godt til farven på huset, så den får helt sikkert lov til at blive.



Og så lige en lille status på projekt brændenælderydning:

Bunken vokser, og lysningen bliv bredere og bredere, men ud over brændenælder og burresnerre så kan jeg nu også føje brombær til listen.

Og så gemte der sig i øvrigt grenbunker og træstammer mellem alle brændenælderne, som heller ikke har gjort arbejdet lettere.


Der er stadig lang vej igen - til gengæld kan jeg nu begynde at se for mig, at jeg får et kæmpe område at boltre mig på, når der engang er ryddet for uønskede vækster og ryddet op efter træfældningen. Og tak i øvrigt, for alle jeres søde kommentarer i går - de hjalp med til at holde modet oppe!


Håber I nyder weekenden :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...